86 92 24 62 info@hoerningtand.dk

Kontakt

86 92 24 62

Proteser

Hvis du mangler flere tænder, kan vi hjælpe dig med en god aftagelig løsning, så du får din æstetik og tyggefunktion tilbage.

Hvad er en protese?

Desværre er det ikke altid muligt for alle at bevare samtlige af deres naturlige tænder gennem hele livet, og her kan en protese være en flot og god løsning som erstatning af de mistede tænder. Protesen kan målrettes den enkeltes behov og kan substituere enkelte eller alle tænder alt afhængig af dine specifikke forhold og diagnoser.

Protesen laves typisk af akryl og akryl /metal alt afhængig af, hvilken protese der skal laves.

Her på klinikken har vi stor erfaring i at lave proteser af alle typer, og kan vejlede dig i hvilken protese, der bedst dækker dit behov.

Hvornår har man brug for en protese?

En protese er et godt og billigere alternativ til broer eller implantater, hvis man mangler enkelte eller flere tænder.

Hvis du mangler tænder og har svær parodontitis (paradentose), kan en en protese være det eneste alternativ til at få genetableret dine tyggeflader.

Skal vi kontakte dig?

Udfyld skemaet via linket og vi kontakter dig snarest.

Akutte smerter og proteser

Når du lige har fået isat en ny protese, kan den i starten godt give tryksår, som især giver smerter ved isætning og udtagning. Du bør kontakte os snarest for en justering af protesen, men det er meget vigtig, at du beholder protesen i, så vi præcis kan se, hvor protesen skal beslibes. Det tager ikke ret lang tid. Er det udenfor åbningstid kan du kontakte os i tandlægevagten.

Indtil vi kan få hjulpet dig med dit problem, kan smerterne afhjælpes med en kombination af paracetamol og ipren.

Hvordan laves en protese?

Først laves der en grundig undersøgelse af dine tænder, tændernes støtteophæng og din knogleanatomi. Ud fra dette vurderes der, hvilke tænder der kan bruges som støtter til din kommende protese. Det bør være de bedste tænder, idet belastningen her vil være størst. Hvis de mulige støttetænder har store plastfyldninger, vil der være en risiko for, at disse støttetænder ikke kan holde til den store belastning, og her vil der således blive anbefalet at lave en krone, der kan styrke tanden. Hvis du fravælger en keramikkrone, vil du blive orienteret om, at du kan risikere et nedbrud af tanden, hvilket vil forårsage en større omlavning af din protese. Hvis ingen af tænderne duer, vil vi anbefale en helprotese. Se de forskellige typer proteser i det følgende.

Når der er etableret en plan, vil vi evt. lave nogle udslibninger i dit tandsæt for at etablere nogle støtteflader for protesen på tænderne. Herefter tages aftrykkene til protesen samt et sammenbid og efter 10-14 arbejdsdage vil teknikeren have lavet en midlertidig protese klar til en prøvning af bidhøjden. Du skal bide i voksvoldene på protesen, således at et tydeligt sammenbidsaftryk efterlades, og hvis der er et metalstel, prøves dennes pasform i munden også. Hvis alt forløber tilfredsstillende, sendes protesen tilbage på laboratoriet, som laver protesen færdig.

Når den færdige protese skal prøves, passes den til i biddet, således at du bider sammen som du plejer, selv om du har noget nyt i munden. Du instrueres i at tage protesen af og på, samt i pleje af protesen. Det tager ca. 3-5 uger fra aftrykket er taget, til den færdige protese er klar.

En ny protese kan ligesom nye sko også lave nogle sår, hvis den enkelte steder støder for hårdt på slimhinden. Vi vil typisk lave en aftale et par dage efter udleveringen for at få aflastet og tilpasset disse steder. Det er vigtigt, at du trods ubehaget, stadig går med protesen, for at vi kan se nøjagtig, hvor der skal tilpasses.

Efter 3-4 måneder kan knoglen svinde ind, hvis der er taget tænder ud i forbindelse med udleveringen af protesen. Dette hulrum under protesen skal fyldes ud med akryl, ellers risikerer du at protesen kan knække. Dette kaldes en rebasering.

Yderligere information om proteser

Hvilke typer proteser findes der?

Der findes forskellige typer proteser, afhængigt af hvor mange tænder, der skal erstattes, styrken af det resterende tandsæt, materialevalg og økonomi. Vi vil sammen med dig afgøre, hvad der er den optimale løsning for dig. Vi anbefaler, at du beholder så mange tænder som muligt for at opnå den bedste tyggefunktion, hvilket også giver en bedre forudsigelighed for, hvor godt protesen kommer til at sidde.

  • Delprotese

En delprotese er en aftagelig og velegnet løsning, hvis der er et brugbart resttandsæt, der kan støtte og fastholde delprotesen effektivt. Protesen fremstilles som et støbt stel, der fuldstændig er tilpasset din anatomi, og der påsættes akryltænder, der matcher din tandfarve og form, hvor du mangler tænder. Protesen hæfter sig til de eksisterende sunde tænder ved hjælp af bøjler, som placeres på de stærkeste tænder. Hvis bøjletænderne har store fyldninger kan man her overveje at sikre dem med kroner, som giver en større garanti for at din løsning kommer til at holde din tid ud. 

  • Helprotese

En helprotese erstatter et helt tandsæt i den ene eller begge kæber og er derfor en velegnet løsning, såfremt du allerede er tandløs eller har tænder, der er så skadede, at de ikke kan reddes og bevares. Protesen fremstilles i naturtro akrylmaterialer og udformes og placeres, så den ser meget naturlig ud. Hvis du har specifikke ønsker til din proteses udseende, kan vi også implementere dette i din protese.

Hvor længe holder en protese?

Gummen, som protesen sidder på, svinder med årene, og det får protesen til at sidde dårligt fast. Svind kan også medføre, at du får et sammenbidt udseende, eller at din mund virker indfalden.

Der er meget stor forskel på, hvor meget, og hvor hurtigt gummen svinder. Men når gummen er svundet, skal protesen rettes til, dvs. fyldes ud, så den atter passer. Tandlægerne kalder denne behandling for en rebasering. Nogle mennesker har behov for en rebasering med hyppige mellemrum, mens andre kan klare sig med én hvert femte år.

Kommer jeg til at gå tandløs?

Fra aftrykket til protesen er taget og til protesen er færdig fra laboratoriet, går der tidsmæssigt ca 3-4 uger. I denne periode bevarer du dine egne tænder. Først den dag protesen er klar, trækkes de tænder ud, der ikke duer, og protesen isættes med det samme. Således kommer du ikke til at gå tandløs på noget tidspunkt. Der hvor tænderne er trukket ud, vil underlaget, knoglen og slimhinden, trække sig, og der vil blive luft under protesen. Pasformen kan blive kompromitteret. Dette afhjælpes i denne periode med protesefix, der købes på apoteket, hvor man klæber protesen ind 1 – 2 gange om dagen. Din tandlæge kan også lave en midlertidig underforing for at sikre god stabilitet under ophelingen. Efter 3-4 måneder er niveauet på underlaget der, hvor det skal være, og den sidste rebasering kan laves.

Hvad er en rebasering?

Når gummen forsvinder, passer protesen ikke længere og skal derfor tilpasses. Så snart protesen er rettet til, sidder den igen, som den skal.

Efter 3-4 måneder efter udlevering af protesen, hvor der i denne forbindelse blev trukket tænder ud, er underlaget sunket, og protesen passer måske ikke så godt længere. Dette hulrum under protesen skal fyldes ud for at give protesen dens nødvendige stabilitet. En utilpasset protese, kan nemt gå i stykker, og dine slimhinder er mere disponeret for svamp.

Rebasering af en protese

 

 

Hvordan vedligeholder jeg min protese?

Det er vigtigt, at du 2 gange dagligt husker at rengøre din protese med en protesebørste, vand og u-parfumeret sæbe. Her børstes alle flader, men særligt dem, der vender op mod ganen og gummen for således at forhindre, at der opstår svampeinfektioner under protesen.

Din protese kan ligesom dine tænder få tandsten, som tegner sig som brungullige belægninger, der ikke kan børstes væk. Derfor anbefaler vi en gang om måneden, at du lægger din protese i vand med nogle dråber eddike i, i ca 5 min., hvorefter du med børsten kan fjerne tandstenene fra din protese.

Du bør om natten tage din protese ud, så dine slimhinder får luft. Dette er med til at modvirke en svampeinfektion.

Yderligere bør du regelmæssigt gå til tandlæge, så vi har mulighed for at kontrollere både protesen og gummens tilstand. Her undersøger vi blandt andet, at der ikke er opstået et tryksår eller lignende grundet protesen.

Bemærker du, at der sker ændringer i din mund i forhold til protesens pasform eller dine tænder, tag da straks kontakt til os, så vi kan få kigget på det.

Er der garanti på min protese?

Der er et års materialegaranti på din protese fra den dag, den er blevet udleveret.

Hvad skal jeg være opmærksom på efter udlevering af min protese?

Hvis det gør ondt at tage den af og på, kan der være et tryksår, hvor protesen ligger for tæt på slimhinden. Fortsæt med at bruge protesen, men kontakt os for en tid til justering og vi kan beslibe din protese helt præcist.

Hvis du har fået fjernet tænder i forbindelse med udleveringen af protesen, bør du beholde protesen på mest muligt, dog ved skylning på sårene med klorhexidin, bør du tage protesen ud. Men du bør ikke tage protesen ud i længere tid, heller ikke om natten, idet din slimhinde efter tandudtrækningen kan hæve op, og du derved risikerer, at du først kan få den på igen, når hævelsen er forsvundet. Når hævelsen er forsvundet, er det bedst at undlade at bruge protesen om natten. Du bør skylle med klorhexidin 2-3 gange om dagen og ca. 1 time forskudt for tandbørstning, idet tandpastaen neutraliserer klorhexidinens virkning. Dette gør du i 7-10 dage, eller indtil evt. sting bliver fjernet.

Hvis bøjlerne, der holder protesen på plads, ikke er stramme nok, anbefaler vi, at du henvender dig til os for en justering. Bøjlerne skal strammes på en bestemt måde, for ikke at risikere at de knækker.

Du vil i starten føle at du har talebesvær. Dit tilgængelige hulrum i munden, hvor du former ordene, er med protesen blevet reduceret, således at du skal vænne dig til at tale med protesen i. Det kommer hurtigt.

Når du spiser, er det med en delprotese nødvendigt, at du tager den ud efter måltidet og skyller både protese og munden, idet maden vil sætte sig omkring protesens bøjer.

Har jeg fået svamp?

Svamp giver ikke altid symptomer, men en brændende og sviende fornemmelse i munden, følelsen af mundtørhed kan være tegn på svamp. Svampen vil typisk bevirke, at slimhinden ser mere rød og hævet ud – typisk ligger den lige under protesens base. I værste fald kan tandkødet hæve så meget op, at protesen ikke kan benyttes.

Som protesebærer er man mere disponeret for at få svamp. Disponerende faktorer er dårlig mundhygiejne, dårlig protesehygiejne, og at protesen soves med om natten.

I første omgang behandles svampen med instruktion i en forbedret mund- og protesehygiejne samt en udtagning af protesen om natten. Hvis der ikke er forbedring efter 14 dagen, opstartes behandlingen med en receptpligtig salve eller tabletter.

FIND OS

Tandlægerne i Hørning
Nørre Alle 21 – 8362 Hørning

Tlf: 86 92 24 62

info@hoerningtand.dk

Gratis parkering i 3 timer – husk at sætte din P-skive

Tandlægerne i Hørning

Har du flere spørgsmål til proteser?

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har yderligere spørgsmål. Vi gør meget ud af at forklare om vore behandlinger, så du på bedst mulige måde kan tage de rigtige beslutninger for dig og dine tænder.