Kontakt

86 92 24 62

Problemer med min protese

Har du problemer med din protese?

Vi har samlet de mest almindelige problemer i forbindelse med proteser, som forklarer, hvordan du skal forholde dig i forhold til det problem, du har, og om tilstanden er akut eller kan vente.

Jeg har lige fået min nye protese, og det gør ondt at have den i munden

At lave en protese er et præcisionsarbejde, og der vil næsten altid være brug for nogle tilpasninger efterfølgende. Hvis protesekanten er lidt for høj, vil der hurtigt udvikle sig et trygsår på din slimhinde, som protesen skraber imod, hver gang du skal have den af og på, og som gør meget ondt. Kontakt os for en beslibning af protesen, som vil løse dette problem let.

Hvordan holder jeg rent efter tandudtrækning ifm. ny protese?

Du skal børste din protese 2 gange om dagen i sæbe eller sulfo. Der findes en god børste på markedet, der er specielt beregnet til proteser, og som har flere typer børstehoveder, som kan komme ind i alle protesens kringelkroger. Det er meget vigtigt at holde din protese ren, idet du ellers nemt vil kunne få svamp.

Derudover bør du tage protesen ud og skylle sårene i klorhexidin et par gange om dagen – forskudt 1 time fra, at du bruger tandpasta, idet tandpastaen neutraliserer klorhexidinens virkning. Du kan også i denne uge undlade at bruge tandpasta ved din tandbørstning.

Jeg har fået tænder trukket ud i forbindelse med udlevering af protesen. Hvor meget skal jeg bruge protesen?

Du skal, de første dage efter tandudtrækningen, beholde protesen på så meget som overhovedet muligt. Tag helst kun protesen ud, når du skal skylle sårene med klorhexidin, når du skal børste dine tænder eller når du skal gøre protesen ren. Dit tandkød vil hæve op efter tandudtrækningen, og hvis du undlader at have protesen på i længere tid, vil du måske ikke kunne få den på igen, før hævelsen har fortaget sig. Dette kan tage nogle dage.

Jeg har ondt efter tandudtrækning og udlevering af protese

Du kan tage nogle smertestillende tabletter de første dage – se nedenfor. Det er naturligt at have ondt nogle dage efter. Se problemer ved tandudtrækning.

Jeg har knækket den tand, som protesens bøjle har siddet fast på, og protesen er nu løs

Resten af din tand skal evt. trækkes ud, og der skal sættes en ny protesetand på din protese, hvor der nu mangler en tand. Teknikeren skal lave en ny bøjle til en anden tand, der nu skal fastholde din protese i den side. Dette kræver svejsearbejde og vil for teknikeren tage længere tid. Derfor er du nødt til at undvære din protese et par dage. Vi kan tilrettelægge arbejdet, så det passer bedst muligt ind i dit liv, og indtil det kan lade sig gøre for dig at undvære protesen, kan du klæbe protesen ind med protesefix (fra apoteket), som vil holde din protese på plads trods den manglende støtte.

Min tand, der holder protesen, er nu pludselig øm og/ eller let løsnet

Det kan tyde på, at din tand er overstrabadseret. Dette kan ske ved, at dit underlag under protesen kan trække sig, så protesefladerne ender op med at være uunderstøttede, hvilket vil bevirke at en bøjletand bliver overstrabadseret. Din protese bør da have en rebasering for at aflaste denne situation. Du bør reagere hurtigt på disse symptomer, idet du kan risikere, at der sker permanent skade på bøjletanden.

Min protese har en revne eller er helt knækket

Kontakt os så vi kan få sendt protesen på laboratoriet til en lapning. Måske skyldes skaden, at protesen er uunderstøttet, pga. at protesen har brug for en rebasering. Dette vil vi være ekstra obs på.

Hvad kan jeg tage af smertestillende tabletter

Smerteniveau: Anbefalede dosis:

Få smerter

 

2 panodiler (paracetamol)

 

Moderat til stærke smerter

 

600 mg ipren (er det sammen produkt som ibuprofen og ibumetin) sammen med 2 panodiler (er det samme produkt som pamol og pinex). Denne blanding må du tage hver 8. time

Eller

400 mg ipren sammen med 2 panodiler. Denne blanding må du tage hver 6. time

 

Meget stærke smerter

 

Dolol.

Du skal have recept på dette fra en tandlæge eller en læge

 

Alle produkter kan købes som håndkøbsmedicin på apoteket.

Du skal passe på, at du ikke tager flere tabletter, end hvad der står anbefalet på indlægssedlen, der ligger i pakken, idet du kan risikere at belaste dine indre organer. Hvis de tabletter du tager, ikke virker godt nok, bør du skifte til nogle stærkere tabletter af en anden type.

Kontakt os hvis du har smerter fra mundhulen. Det er vigtigt at ringe så tidligt som muligt på dagen, så vi kan få fundet en tid.